FALKE
Kapitel 1
Politiskolen, Vejle – 1. august 2022
Morgenluften bed en smule i lungerne, efter cykelturen fra lystbådehavnen. Nu stod han foran Politiskolen i Vejle. Armbåndsuret viste 07.35. Der var god tid.
Parkeringspladsen foran skolen var allerede småtravl. Små grupper af elever stod med kaffe i papkrus og småsnakkede. De fleste i lyseblåt og sort. Nogle i eget tøj. Anker tænkte, at sidstnævnte nok var hans nye klassekammerater.
Nogle snakkede og lo, andre, flest af dem Anker regnede med var nye, stod med hænderne i lommerne. De lignede nogen, der hellere ville løbe fem kilometer, end at tage de første skridt ind på skolen.
Anker blev stående et øjeblik ved sin cykel. Han så over mod indgangen. Der gik et øjeblik, før han tog han sig sammen og begyndte at gå derover. Mens han gik, kiggede han rundt på de andre, som heller ikke var i uniform endnu.
Samtidig stod underviser, Bjørn, på første sal, i det undervisningslokale hvor han skulle have første modul med de nye elever, efter de var blevet budt velkommen i salen. Han vidste, Kasper, deres kommende klasselærer, nok var på vej. Han kom gerne fem minutter før mødetid. Der var også børn der skulle afleveres forskellige steder, inden arbejde.
Bjørn selv var kommet en del tidligere, end han plejede. Han havde skullet aflevere sin femårige datter, Elva, i SFO. Hun havde haft en lidt vrøvlet morgen, så de var taget lidt tidligere afsted, ifald afleveringen trak ud.
Han havde været i lokalet mange gange før, men alligevel føltes det nyt her efter ferien.
Året inden var han startet som underviser på skolen, i et barselsvikariat der skulle vare et år. Tæt mod slutningen var han blevet tilbudt fastansættelse, hvortil han havde sagt ja tak, uden han behøvede at overveje det. Han havde i løbet af det år, undervist elever både på første semester, kadetter og tredje semester.
Det var rart, at have fast arbejde fra otte til femten, når man havde et lille barn.
Bjørn lænede sig en anelse frem mod vinduet, og lod blikket glide hen over parkeringspladsen foran skolen. Han drak en slurk kaffe.
Der var efterhånden godt fyldt op af biler, og en del cykler, og andre transportmidler. Små grupper af elever, både nye og gamle, stod i spredte grupper og talte sammen. Det var rart at se.
Der var en enkelt, der bare stod ved sin cykel og kiggede rundt.
Mon han ville vende om og køre igen?
Den unge mand blev stående lidt længere end de andre, som om han lige skulle samle mod til at fortsætte. Men der. Han rettede ryggen og begyndte at gå mod bygningen.
Bjørn glædede sig til at møde de nye elever. Til at lære dem at kende. Det var altid spændende. Første dag handlede ikke så meget om pensum. Den handlede mere om mennesker.
At lære dem at kende.
At observere dem.
Registrere deres kropssprog.
Hvordan de begik sig socialt.
Om de var tilbagetrukne eller frembrusende, eller noget midt imellem.
Han så op på uret over døren, drak den sidste slurk kaffe og begav sig mod hallen til velkomsten af de nye. Så kunne han lige sætte det hvide porcelænskrus i en afrydningsbakke undervejs.
Anker så på de elever han passerede. Mest på de, der som han selv, var i eget tøj. Der var en høj fyr med militærfrisure. Han var lidt højlydt i sin snak. En pige stod alene med sin telefon, som hendes opmærksomhed var dybt begravet i. Længere henne stod der to, som virkede til allerede at kende hinanden.
Han hilste godmorgen til dem, han gik forbi. Da han nåede indgangen, tøvede han ikke. Han åbnede døren og gik ind.
Bygningen føltes større, end han huskede den, fra de gange han havde været til åbent hus heroppe. Det føltes dejligt at være her igen. Denne gang for alvor.
Han rettede automatisk ryggen.
Han glædede sig til om et par måneder, når de ville få deres uniform. Det føltes næsten helt forkert at gå her i civilt tøj, når stort set alle andre var i uniform. Det råbte til himlen, at man var ny.
I gangen var der allerede aktivitet. Uniformsklædte elever og undervisere gik frem og tilbage, og der var spredte morgenhilsner og smil mellem folk. Atmosfæren føltes hyggelig.
Anker henvendte sig i ekspeditionen.
“Godmorgen. Jeg skal starte i dag.”
“Ja. Hvad er dit navn?” spurgte receptionisten.
“Anker Høy Falke.”
Hun læste kort igennem en liste, fandt ham, satte et flueben og rakte ham et midlertidigt ID-kort. ”Velkommen til.”
Anker nikkede og smilede. “Tak.”
Han trådte ind i hallen, hvor velkomsten skulle foregå. Han trådte lidt til siden, så andre kunne komme forbi. Et øjeblik stod han bare og så sig omkring.
Stole blev besat.
Tilhørere stod rundt omkring for at følge med.
Der var en let summen i hallen. En blanding af spænding og forsigtig nervøsitet.
Nogle lænede sig frem, eller til siden, for at snakke med andre.
Anker gik mod stolene, valgte en plads i siden på tredje række og satte sig. Hilste kort på fyren der sad ved siden af.
Han holdt ryggen rank.
Indeni kørte tankerne på højtryk.
Det her var dagen, han havde arbejdet hen imod længe.
Optagelsesprøverne. De fysiske tests. Samtalerne. Ekstra lægetjek og scanninger. Ekstra psykologsamtaler.
Men nu var han her.
Det var næsten en smule skræmmende.
Han trak vejret dybt. Langsomt sev det ud igen.
“I dag byder vi velkommen til et nyt hold elever. Det har jeg glædet mig til.” Rektor for politiskolen, Gunnar Skjold, havde indtaget talerstolen. Han så ud over de nye elever.
Anker sad rank, glad og stolt og forsøgte, at holde fokus på det, der blev sagt.
“I kommer, med alt det, der er jer. Og I starter nu en rejse i jeres liv, hvor I vil udvikle jer, både personligt, fagligt og professionelt. I vil få hovedpine af en masse input, I vil få knubs af fysisk træning i magtanvendelse. Men vigtigst er, at I vil lære jeres egne grænser at kende, få dem skubbet i jeres udvikling, og I vil komme ud om elleve måneder, som nye mennesker.”
Ankers klump i halsen voksede.
Han var bevæget af situationen.
Han ville gerne suge hvert øjeblik, og hvert indtryk, til sig.
At stå her, var så specielt. Så særligt. Måske mere for ham end for de fleste andre på holdet.
Der havde været år, hvor han havde tvivlet på, at det nogensinde ville ske. Hvor han havde følt sig fortabt. Hvor fremtiden havde føltes håbløs, fordi bjerget foran ham med et slag var blevet uoverskueligt stort. Ikke kun en enkelt gang.
Men nu var han her. Han havde bestået optagelsesprøverne.
Det hele var pludselig kommet indenfor rækkevidde. Det var ikke længere blot en drøm.
“Nogle af jer vil undervejs finde ud af, at det her måske alligevel ikke, var noget for jer. Men så har I også lært det, og I har fået det afprøvet, og så kan I komme videre. Nogle af jer vil gå alle elleve måneder ud, for så at bruge det I har lært, til noget andet. Nogle af jer vil gå hele vejen, og komme ud i den anden ende som færdigudlærte betjente, og ud at tjene samfundet. I vil gå i forskellige retninger, og vi har brug for både betjentene på gaden, strategerne på kontorerne, hundeførerne, efterforskerne, alle typer betjente har vi brug for, for at kunne gøre Danmark til et tryggere sted at være.”
Det slog Anker, at han faktisk ikke havde tænkt over, hvilken retning han ville gå.
Alle veje var spændende, så tiden måtte vise, hvad han var bedst til.
Han havde fået sin ønskede placering i andet semester. Så måtte resten komme efterhånden.
“Jeg glæder mig til, at følge med i jeres udvikling. Jeg glæder mig til at se jer vokse. Endnu engang, velkommen på politiskolen. Jeg håber, I får et fantastisk år.”
Der blev klappet, og rektoren gik ned fra talerstolen, der kort efter blev indtaget af en ny taler.
Anker havde sat sig i midten af klasseværelset, yderst på en række med fire pladser. Han kiggede rundt.
Der var ikke så mange piger. Til gengæld var der elever i flere aldre.
Med hans egne 23 år, var han blandt de yngste. Han talte 28 elever i alt.
“Velkommen hertil,” lød det oppe fra tavlen. Alles blik rettedes mod underviseren, der havde talt.
Anker vurderede ham til, at være omkring de 40 år. Måske lidt ældre.
“Mit navn er Kasper Hollænder. Jeg er jeres klasselærer, men I skal også have mig i dansk og rapportskrivning. De to fag hænger uløseligt sammen. Jeg bor i Kolding, hvor jeg bor sammen med min kone, Sandra. Vi har tre piger på 3, 6 og 9 år. Vi har en hund. Chanel, en sort labrador. Som jeres klasselærer kan I komme til mig med alt, både stort og småt. Iblandt kan bare en lille ting gøre en dag uoverskuelig, men at dele med et lyttende øre, kan gøre hele forskellen på, om resten af dagen alligevel bliver god. Åbenhed og ærlighed giver mulighed for, at andre hjælper, og det er uhyre vigtigt i jobbet som betjent. Her er vi ikke klassekammerater, elever og lærere. Vi er kolleger. I skal udvikle venskaber imellem jer. Blive trygge ved hinanden og I skal lære at stole på hinanden. I skal kunne regne med hinanden. Vi kan alle have en dårlig dag, hvor vi er klar til at smide håndklædet i ringen. Har I sådan en dag… har I brug for en snak eller en pep-talk efter en lektion, så råb mig an, eller prik mig på skulderen. Så finder vi et ledigt øjeblik, og et hjørne, hvor vi kan snakke.” Han smilede og slog armen ud mod den høje, mørkhårede, fyr til venstre for ham.
Han trådte et skridt frem. “Jeg heter Bjørnar Jannok. Dere kan bare kalle meg Bjørn.” Han lod blikket glide roligt over klassen. “Jeg er 35 år, født og oppvokst i det nordlige Norge.” En kort pause. “Jeg har bodd i Danmark en stund nå, sammen med datteren min, Elva. Hun er fem år. Jeg er her på andre året nå.” Blikket gled videre. “Dere får meg i maktanvendelse, konflikthåndtering og i skyting.” Et lille nik. “Og dere kan komme til meg hvis det er noe dere lurer på. Eller hvis dere bare trenger till en prat.”
Bjørn trådte tilbage og Kasper overtog.
”Nu synes jeg, vi skal præsentere os for hinanden. Jeg gerne høre lidt om, hvor I kommer fra, jeres fritidsinteresser, og hvorfor I har valgt politiskolen. Vil du starte? Kasper Hollænder gav ordet til en stor, rødhåret, fyr, der havde sat sig ved siden af døren. “Hvis du rejser dig op så folk kan se hvem du er.”
Stolen skrabede let mod gulvet, da han skubbede den tilbage og rejste sig. Den røde hårpragt var ikke til at overse, og han trak en smule på skuldrene, som om han allerede var vant til blikkene.
“Patrick,” sagde han. “Jeg er 24.” Han kørte hånden kort gennem håret. “Jeg kommer fra Odense. Har spillet håndbold det meste af mit liv… og arbejder lidt ved siden af.” En lille pause. “Og så… ja, jeg gad godt noget, hvor man ikke sidder stille hele dagen.”
Der kom et par små grin rundt i rummet.
Han smilede en anelse, og satte sig igen.
Kasper nikkede. “Tak. Næste.”
En stol længere inde i lokalet blev skubbet roligt tilbage. Nadia rejste sig uden tøven. “Jeg hedder Nadia, jeg er 21 og fra Aarhus.” Hun stod rankt, sendte blikket kort rundt i rummet, uden at blive hængende nogen steder. “Jeg har arbejdet i butik og lidt forskelligt. Jeg søgte ind, fordi jeg godt kan lide, når ting er til at forstå… og når de bliver håndteret ordentligt.” Hun smilede. “Og så fordi jeg ikke er så god til at sidde stille heller.”
Et lille nik mod Patrick og hun satte sig igen.
“Katrine?” Kasper behøvede ikke sige mere.
Hun rejste sig roligt. “Katrine Leonora Holmgård. Jeg er 21.” Stemmen var klar. “Jeg kommer fra Aalborg. Jeg har spillet håndbold på eliteplan.” Hun holdt en kort pause. “Jeg søgte ind, fordi jeg gerne vil arbejde med mennesker… når det ikke er helt enkelt.” Der var ikke noget mere i det. Hun satte sig.
Et øjeblik blev der stille, før en længere tilbage i lokalet rejste sig.
“Mathias,” sagde han. Han så ikke rundt. Bare frem. “Jeg er 24 og kommer fra Silkeborg.” En lille pause. “Jeg er nok mest… observerende.” Han smilede også en smule. “Jeg tænkte, det kunne bruges til noget.” Han satte sig igen, næsten før ordene helt havde lagt sig.
Kasper lod blikket glide over dem. “Godt.” En lille pause. “Det var en start.” Blikket fandt næste i rækken. “Fortsæt.”
Anker rejste sig. “Jeg hedder Anker Falke. Jeg er 23 og fra Sønderborg. Jeg har brugt en del år på gymnasiet, på operationer og en masse genoptræning efter en ulykke. Jeg har aldrig villet være andet end betjent, så jeg har knoklet for at bestå optagelsesprøverne.”
Kasper nikkede. “Er du en af de Falker?”
Anker smilede og mærkede en let rødme i kinderne. “Ja. Det er jeg.”
“Så har du noget at leve op til.” Kasper hævede øjenbrynene med et lille, drilsk smil.
Anker nikkede. “Ja.” Han satte sig.
De fortsatte gennem resten af klassen. Det tog omkring tyve minutter.
Så vendte Kasper sig mod Bjørn. “Nu overtager Bjørn de næste timer. Undervisningen er i gang, og endnu engang velkommen til politiskolen.”
Han så ud over klassen en sidste gang, og gik mod døren.
Bjørn stod ved tavlen. Han så ud over klassen. Han var afslappet og følte sig tilpas. Ikke nervøs, som sidste år, da han stod her, og skulle tage imod sit allerførste hold. “Det første vi skal prate om,” begyndte han, “er hvordan dere lærer her.”
Han skrev et par ord på tavlen:
Studieform
Refleksion
Ansvar
“Her er vi alle voksne mennesker. Ingen holder dere i hånden. Er dere ikke forberedte til undervisningen, er det på eget ansvar. Dere får ikke ekstra tid til å indhente. Det må gjøres utenfor undervisning.”
Han lod blikket glide gennem klassen.
Alle lyttede opmærksomt. Et par elever nikkede svagt.
Hans blik standsede et øjeblik ved Anker. Derefter ved pigen, der havde præsenteret sig som Katrine. De to var de eneste, der tog notater. Ikke ordret, men i stikord. Han registrerede det, uden at tænke videre over det.
“Undervisning handler ikke bare om å forstå paragraffer og procedurer, og å utføre dem. Det handler også om å forstå sig sjelv i situationer, hvor der ikke altid findes et enkelt svar.” Han gik hen til bordet og samlede en notesbog op.
“Notesbok. Den er bra. Anvend den.” Han viftede lidt med den. ”Om dere anvender den bra, kan den bli guld værd senere.”
Et par elever udvekslede blikke.
“Det er ikke en dagbog,” fortsatte han med et svagt smil. “Det er refleksion. Hva lærte dere? Hva gikk godt? Hva gikk mindre godt? Hva kunne dere ha gjort annerledes?” Han lænede sig let mod bordkanten. “Dette er ikke en utdannelse dere kan glide igjennem.” Hans stemme var rolig. “Det kræver at dere vover å se på dere selv.”
Anker og Katrine skrev stadig.
“Man skal kunne se egne feil og mangler. Føler man sig hevet over andre, kan man ikke hjælpe. Man kan ikke skabe respekt. Man kan skræmme. Man kan eskalere konflikter. Alt dette kommer dere til å lære det næste året.”
Efter morgenens første undervisning følte Anker sig fyldt godt op af al den information. Han trængte virkelig til kaffe. Til noget at spise.
Kantinen summede. Tallerkner gled hen over metal, stole skrabede mod gulvet, og stemmer fandt langsomt deres plads i rummet. En nervøs latter her og der. Elever der mødte hinanden for første gang og dannede de første spæde alliancer.
Anker havde sat sig ved samme bord som Emil, Katrine og nogle af de andre fra klassen.
I begyndelsen gik samtalen lidt tøvende. Anker observerede mest de andre og sagde ikke så meget.
Første dag nye steder var altid lidt svær at komme igennem.
I den anden ende af kantinen stod Bjørn sammen med et par kolleger. De talte dæmpet over kaffekopperne. Han så ikke direkte på eleverne, men registrerede alligevel alt.
Bevægelser. Stemninger. Hvordan de havde placeret sig ved bordene.
Talte de sammen?
Lo de sammen?
Og dér sad Anker Falke.
Bjørn havde forstået, at der var noget omkring ham. Han vidste endnu ikke hvad. Men navnet havde allerede bidt sig fast.
Efter frokost begyndte eleverne, at tale mere frit sammen. Nogle havde et krus kaffe med ind i undervisningen. Det var helt i orden. Bjørn havde også sit med.
Der gik nogle minutter, før der igen var ro i lokalet.
Han klappede en gang let i hænderne. “Lad os prøve noe. Rejs dere op.”
Eleverne rejste sig, og nogle så sig lidt usikkert op
“Se rundt i lokalet,” sagde han. “Bare et øyeblik.”
De fleste gjorde som de fik besked på. Nogle så lidt forvirrede ud.
“Okay,” sagde Bjørn efter nogle sekunder. “Nu se på mig igjen.” Han lænede sig let mod bordet. “Hvor mange vinduer er der i rummet?”
Der blev stille.
Flere vendte instinktivt hovedet mod vinduerne.
“Ikke kigge,” sagde han roligt med et lille smil. “Se på mig.”
Et par grin lød.
En fyr bagest forsøgte: “Øh… seks?”
Bjørn rystede let på hovedet.“Feil.”
En anden foreslog fire.
Bjørn sagde ikke noget. Han lod blikket glide hen over holdet.
Så rakte Anker hånden op.
Bjørn nikkede. “Ja?”
“Der er tre vinduer,” svarede Anker. “Hvert vindue er delt op i to størrelser. Et smalt og et bredere. I de smalle er der yderligere små vinduer, som i alle tre kan åbnes.”
Der blev stille i lokalet.
Flere vendte sig automatisk for at se.
Bjørn så på ham et øjeblik og nikkede. “Riktigt.” Han vendte sig mod resten af holdet. “Dette er ikke for at gjøre dere til grin.” Han pegede rundt i lokalet. “Det er fordi observasjon er et værktøy. Vi prøver en runde till,” sagde Bjørn.
De blev stående.
Nogle så stadig rundt i lokalet, som om de ikke helt havde sluppet den første opgave.
“Nu lukker dere øjnene.”
Et par små grin.
Stole knirkede let, da nogle rettede sig.
Øjne lukkede.
“Fortæl mig,” sagde han roligt, “hva som står på tavlen.”
Stilhed.
“Studieform,” sagde en.
“Og… refleksion,” kom det fra en anden.
“Bra.” Han holdt en kort pause. “Farven på døren.”
Der gik lidt længere tid.
“Hvid.”
“Ja. Men hvilken hvid?”
Stilhed igen.
“Bare… hvid?” sagde en.
Bjørn rystede svagt på hovedet. “Nei. Se. Åbn.”
Øjne åbnede. Blikke gled straks mod døren.
“Det er det,” sagde han roligt. “Dere tror dere ser. Men dere registrerer ikke.”
Han lod dem sidde et øjeblik inden han fortsatte: “Find noe i rummet, som ikke passer.”
Blikke begyndte at arbejde igen. Ikke tilfældigt denne gang. Søgende.
Nadia gik et par skridt. Stoppede.
“Den der stol,” sagde hun. “Den vender forkert.”
“Ja.”
Benjamin pegede. “Der mangler en kop.”
“Bra.”
Anker sagde ikke noget med det samme. Så: “Vinduet derovre er åbnet anderledes end de andre.”
Flere vendte sig.
Bjørn nikkede. “Mm.” Han gik et skridt frem. “Sid ned.”
De satte sig. Lidt langsommere nu. Mere samlet.
“Sidste.” Han lod blikket glide over dem. “Se på mig.”
De gjorde det.
“Ti sekunder.”
Ingen sagde noget. De bare så.
“Nu.” Han trådte et skridt til siden. “Fortæl.”
“Du står anderledes.”
“Din hånd…”
“Du flyttede vægten.”
Et lille træk i hans mund. “Ja.” Han lod stilheden stå et øjeblik. Fortsatte så: “Det er det, dere skal jobbe med.” En kort pause. “Små ting.” Blikket gled over dem én gang til. “Det er der, det hele starter.” Han blev stående ved katederet og samlede sine ting sammen. “Da er det nok for i dag,” sagde han og så ud over holdet. “Vi ses i morgen klokken otte.”
Et par støn lød rundt omkring i lokalet.
Et lille smil gled over hans ansigt. “Vel mødt.”
Stolene skrabede igen mod gulvet.
Stemmerne steg langsomt i lokalet, som trykket der letter efter en lang dag.
Eleverne begyndte at strømme ud mod gangen.
Anker blev siddende et øjeblik. Han lukkede sin notesbog og lagde den ned i tasken.
Ved siden af ham rejste Emil sig og strakte ryggen. “Hold da op,” sagde han lavt. “Mit hoved er godt fyldt.”
Mathias samlede roligt sine ting. “Det bliver værre.”
Kasper skubbede stolen ind under bordet. “Det håber jeg.”
Katrine stod allerede med sin taske over skulderen. Hun så rundt på dem. “Skal vi tage en øl?”
De andre stoppede næsten samtidig, og så på hinanden.
Emil grinede. “Du læste mine tanker.”
Mathias nikkede. “Det kunne være rart.”
Kasper kastede et blik mod vinduet. “Solen skinner stadig.” Så vendte han sig mod Anker. “Hvad siger du?”
Anker trak rygsækken op på skulderen og så kort rundt på dem. Det føltes mærkeligt hurtigt. Men også rigtigt. “Ja,” sagde han. “Det kunne være hyggeligt.”
Bjørn blev stående ved tavlen et øjeblik, mens de andre gik ud. Hans blik fulgte kort Falke gennem døren. Så tog han sin mappe og gik selv ud i gangen.
Den lille gruppe fandt en café et par gader fra skolen.
Et par borde stod ude på fortovet. Eftermiddagssolen lå lavt mellem husene, og varmen hang stadig i luften efter en lang dag.
De satte sig.
Stolene skrabede let mod fliserne.
Emil kom tilbage fra baren med en bakke i hænderne. “Jeg håber, I er til almindelig øl,” sagde han og satte glassene ned. “Ellers må I tage det op med mig bagefter.”
Katrine lo. “Efter i dag kunne jeg drikke hvad som helst.”
“Det er den rigtige indstilling,” sagde Emil.
Glassene blev løftet.
“Til første dag,” sagde han.
“Til første dag,” gentog Mathias.
“Og at vi overlevede,” tilføjede Nadia tørt.
De stødte glassene sammen.
Anker tog en slurk. Kulden fra øllen trak gennem kroppen på en anden måde, end kaffen havde gjort om morgenen. Mere direkte. Mere jordnær.
Et øjeblik sad de bare.
Lod alle de nye indtryk falde på plads.
Emil lænede sig tilbage, og så rundt på dem. “Okay. Lad os lige finde ud af, hvem vi egentlig sidder med.”
“Du starter,” sagde Nadia.
“Selvfølgelig,” svarede han uden at tøve. “Emil, 21. Tidligere garde i Gardehusarregimentet.”
Katrine løftede øjenbrynene. “Så giver det mening.”
“Hvad gør?” spurgte han.
“Du sidder allerede mere rank end os andre.”
Et lille grin rundt lød om bordet.
“Det slipper man ikke af med igen,” sagde Emil.
Mathias nikkede roligt. “Mathias. Psykiatrien.”
“Selvfølgelig,” sagde Nadia. “Det forklarer også noget.”
Han smilede svagt, men sagde ikke mere.
“Og dig?” spurgte Emil og så på hende.
“Nadia,” sagde hun. “Og jeg gider ikke forklare noget endnu.”
“Fair nok.”
Blikkene gled videre.
Katrine lænede sig en smule frem over bordet. “Katrine. Håndbold. Eller… tidligere håndbold.”
Der var en lille pause i sætningen, men hun lod det passere.
“Og dig?” Hun så på Anker.
Han holdt glasset et øjeblik, før han svarede. “Anker.”
“Det ved vi godt,” sagde Nadia.
Et lille smil.
“Jeg kommer fra en gård,” fortsatte han. “Med jordbrug og heste.”
Katrines øjne lyste en anelse op. “Hvilken slags?”
“Tinkere. Vi har fire styk som vi hobbyavler på.”
“Selvfølgelig,” sagde hun med det samme. “Det er dem med hår om hovene, ikk’?”
Anker nikkede. “Jo.”
“Hvad hedder de?”
“Min hedder Isabelle. Så har vi Chéri, Belle og vores eneste hingst, Avanti.”
Katrine lænede sig lidt længere frem, nu mere tydeligt interesseret. “Er de rolige eller… sådan lidt egne?”
“Begge dele,” sagde Anker. “De bestemmer selv, hvornår de er hvad.” Han lo en smule.
Emil lyttede stille med. “Det lyder bekendt,” sagde han. “De havde også deres egne meninger i regimentet.”
Anker så på ham. “Du har nok siddet på bedre heste end mig.”
Emil rystede let på hovedet. “Det tvivler jeg på.”
Katrine så frem og tilbage mellem dem. “Okay, nu bliver det interessant.” Hun løftede sit glas, men glemte næsten at drikke. “En fra Gardehusarregimentet og en med egen hestegård.” Hun så på dem igen. “Hvordan er I to endt her?”
Emil svarede først. “Jeg blev træt af systemet,” sagde han roligt. “Og jeg ville gerne arbejde med mennesker, der ikke står i geled.”
Mathias nikkede svagt.
“Og dig?” spurgte Katrine igen, og så på Anker.
Anker lod blikket hvile kort i glasset, før han svarede. “Jeg har aldrig villet være andet.” Han trak en lille smule på skuldrene. “Min far og farfar er betjente. Og flere i min familie.”
Der blev stille et øjeblik.
Nadia løftede sit glas igen. “Det er en ret god grund. Så det var det Kasper mente, da han spurgte, om du var en af de Falker?”
“Ja,” svarede Anker med et smil, og mødte hendes blik.
De stødte glassene sammen igen.
Solen gled langsomt længere ned mellem bygningerne.
Samtalen fandt en anden rytme. Mindre forsigtig nu. Små kommentarer. Spørgsmål. Latter, der kom lettere.
Anker sagde ikke mest. Men han lyttede mens han observerede sine nye kammerater.
Eftermiddagssolen lå lavt over skolegården.
Den varme asfalt duftede svagt efter en dag med sol, og støvet fra grusbanen hang stadig i luften, hvor nogle børn spillede fodbold. En bold ramte hegnet med en metallisk klang og trillede tilbage.
Den mørkeblå Passat rullede langsomt ind på parkeringspladsen ved siden af SFO-bygningen. Motoren blev slukket, døren åbnet.
Bjørn steg ud. Den høje krop foldede sig roligt ud af bilen. Han stod et øjeblik ved porten og lod blikket glide hen over pladsen, skolegården, indgangen til SFO’en.
Det var ikke en bevidst scanning. Det var bare sådan hans øjne arbejdede.
En gruppe børn ved gyngerne stoppede et øjeblik. De så på ham.
Han var stadig i uniform, og børnene reagerede på den.
En dreng hviskede noget til en anden. “Der kommer en politimand.”
Den anden stirrede mere åbent.
Bjørn gik igennem lågen til skolegården, med lange, rolige skridt. Fodboldkampen stoppede et øjeblik igen.
En lille pige stod med bolden under armen og kiggede op på ham. “Er du politi?”
Spørgsmålet kom direkte. Ingen tøven.
Bjørn stoppede og så ned på hende. Øjnene smilede før munden gjorde. “Ja,” svarede han roligt. Den nordnorske klang lå blødt under ordene.
Drengen ved siden af hende trådte et skridt frem. “Har du en pistol?”
Bjørn løftede et øjenbryn. “Den ligger på jobbet.”
Børnene udvekslede blikke. Svaret var både spændende og lidt skuffende.
“Har du fanget nogen?”
Bjørn tænkte et halvt sekund. “En gang fangede jeg en mand, som hadde taget en hel pose småkaker.”
Drengen gispede. “Virkelig?”
“Mm.” Bjørn nikkede mod bolden. “Men jeg tror, jeres kamp venter.”
Et øjeblik senere var bolden igen i spil. Børnene løb videre, men flere af dem så tilbage mod ham.
Bjørn gik videre mod SFO-bygningen.
Inde fra de åbne døre strømmede lyden af børn, stemmer, latter, stole der skrabede mod gulvet.
Han trådte ind.
En pædagog kiggede op og smilede genkendende. “God eftermiddag, Bjørn.”
“God eftermiddag Jeg kom for å hente Elva.”
“Hun er ude i skolegården. De leger fangeleg.” Pædagogen lænede sig lidt frem. “Hun har været meget tålmodig.”
Bjørn nikkede. “Bra.”
Det havde været lidt hårdt for hende, at starte en uge tidligere. Skiftet fra børnehave til SFO var en stor omvæltning, og de havde brugt den første uge på korte dage.
“Hvordan gik det med dine nye elever?”
Bjørn smilede næsten usynligt. “Det var interessant.”
“Det lyder diplomatisk,” sagde hun med et lille grin.
Han svarede ikke direkte. Der kom bare et svagt smil i den ene mundvig. “Der er en elev på holdet, som virkelig er skarp.” Han rystede svagt på hovedet. “Han ser alt.”
Pædagogen hævede et øjenbryn. “Det lyder som en god egenskab hos en betjent.”
“Mm.” Han nikkede. “Det er det.”
Døren gik op igen, og en flok børn stormede ind.
“Elva!” En lys stemme kaldte hendes navn.
Den lille pige kom løbende gennem døren i fuld fart. Det røde hår var filtret efter en hel dag med leg, og kinderne glødede.
Hun stoppede brat, da hun så ham. Øjnene blev store. Hele ansigtet lyste op. “Áhčči!” (far) Hun løb hen over gulvet og kastede sig ind mod ham.
Bjørn bøjede sig automatisk ned, og greb hende i bevægelsen. Hun hang et øjeblik i hans arme, før han satte hende ned igen. “Hei, jenta mi.” Hans stemme ændrede sig. Den blev blødere. “Hadde du en fin dag?”
Hun nikkede ivrigt. “Vi laga ei bane i skogen! Og Sofie falt igjennem!”
Bjørn løftede et øjenbryn. “E hon okay?”
Elva nikkede “Ja!”
Hun tog hans hånd uden at tænke over det. “Hva gjorde du i dag?”
Bjørn så ned på hende, mens de gik mod døren. “Æ møtte noen nye studenta.”
“E de snille?” Hun så op på ham.
Han tænkte et øjeblik, før han nikkede langsomt. “Ja. Det trur æ.”
Hun trak ham med mod lågen. “Áhčči, kan vi få is på vei hjem?”
Bjørn åbnede lågen for hende. Han så ned på hende et øjeblik, før han smilede. “Det kan vi vel.”
Elva hoppede næsten hen mod bilen.
Bjørn fulgte efter i roligt tempo. Et øjeblik før han satte sig ind, gled tankerne tilbage til klasselokalet tidligere på dagen.
Til en ung mand, der havde siddet helt stille, og set mere end alle de andre tilsammen.
Han startede bilen, og kørte ud fra parkeringspladsen, mens eftermiddagssolen lå gylden over skolegården.
Himlen over Vejle Havn var begyndt at blive dybere blå, da Anker gik ned ad den sidste vej mod bådebroerne.
Han gik ombord ad landgangen og lukkede stille efter sig.
Inde i kahytten var der lunt. En svag duft af træ og kaffe fra morgenen hang stadig i luften.
Han satte vand over i kabyssen, blev stående et øjeblik, og så ud gennem koøjet mod havnen.
Dagen lå stadig i kroppen. Stemmerne. Øvelserne. De nye ansigter.
Han trak vejret roligt ind og lod det sive ud igen. Så tog han telefonen op. Ringede.
Der blev svaret hurtigt.
“Hej?” Det var hans mor.
“Det er mig.”
“Anker!” sagde hun med det samme. “Nå, hvordan gik det?”
Han satte sig ved bordet i salonen. “Det gik godt.”
“Godt?” Hun lo let. “Bare godt?”
Han lænede sig en smule tilbage. “Det var… meget.”
“Var der mange?”
“28.”
“Det var da en del.”
Han så ud mod koøjet. “Der er mange forskellige typer.”
“Det er der vel altid.”
En lav stemme lød i baggrunden.
“Hvad siger han?” spurgte Anker.
“Han vil vide, om de allerede har sat dig til at løbe.”
Et lille smil. “Nej. Ikke endnu.”
“Så har de nok planer om det.”
Der blev stille et øjeblik.
“Er du glad?” spurgte hun.
Anker lod blikket glide hen over træværket i kahytten. Den svage bevægelse i vandet.
“Ja,” sagde han. “Det er jeg.”
Der blev ro i den anden ende.
Så tog hans far telefonen. “Nå,” lød stemmen. “Hvordan var første dag?”
“Den var god.”
“Har de haft jer ude at løbe endnu?”
“Nej.”
“Det kommer.”
Anker lænede sig lidt frem med albuerne mod bordet.
“Hvordan virker underviserne?” fortsatte hans far.
“Fine,” sagde Anker. “Ham vi skal have i magtanvendelse, konflikthåndtering og skydning, han er norsk.”
“Er han det?”
“Ja.”
”Er han god?”
“Det har jeg indtryk af, ja.”
Et kort ophold.
“Det er vigtigt,” sagde hans far. “Det er i de fag, man lærer kontrol.”
De talte lidt videre. Om undervisningen. Om holdet. De samme spørgsmål, han havde forventet.
Til sidst kom hans mor tilbage på linjen. “Ser vi dig i weekenden, eller bliver du deroppe?”
“Jeg kommer hjem.”
“Far henter dig på stationen. Du skriver bare, hvornår.”
“Det gør jeg.” Han smilede en smule. “Mojn.” Han lagde på. Sad et øjeblik med telefonen i hånden. Så ringede han igen.
Denne gang blev der svaret med det samme.
“Hej, Anker.”
“Hej Britt, Så er første dag overstået.”
“Og?”
Han lænede hovedet let tilbage mod træpanelet. “Jeg tror, det bliver godt.”
“Det sagde jeg jo.”
Han kunne høre smilet i hendes stemme.
“Nå,” sagde hun. “Fortæl.”
Og så gjorde han.
Om holdet.
Om øvelsen.
Om underviserne.
Der blev stille et øjeblik i den anden ende.
“Emil,” sagde hun så.
Anker rynkede panden en anelse. “Hvad?”
“Ham kan du godt lide.”
“Han virker bare… rar.”
“Mm.”
Han kendte den lyd. “Lad nu være.”
Hun grinede. “Jeg siger ingenting.”
“Godt.”
Han lænede sig lidt frem over bordet. “Han har været i Gardehusarregimentet.”
“Ah,” sagde hun. “Så det er derfor, du taler om ham.”
“Det er ikke derfor.”
“Jo.”
“Det er det ikke.”
Hun lo igen. “Anker. Jeg har kendt dig siden vi var børn.”
Han rystede svagt på hovedet. “Du er umulig.”
“Det er derfor, du elsker mig.”
Han svarede ikke.
Et øjeblik var der bare stilhed i røret.
Vandet klukkede mod skroget udenfor.
“Du lyder anderledes,” sagde hun efter lidt tid.
“Anderledes?”
“Roligere.”
Han tænkte et øjeblik. “Måske.”
“Det er godt.”
Han lod blikket hvile et sted i rummet. “Det er bare første dag.”
“Jeg ved det.” En kort pause. “Men nogle gange ved man det allerede første dag.”
Historien fortsætter.
Næste kapitel ligger i universet.